Roller

Middelalderkoret Aventura optræder oftest som Klosterkor. Det er ikke alle, der er med hver gang – nogle er på pilgrimsfærd til Rom eller en af de andre hellige byer sydpå. Og der er meget at lave derhjemme i klosteret. Nogle arbejder med at passe klosterhaven, brygge øl, lave mad til både munke, nonner og klostrets gæster. Andre har travlt med at helbrede de syge og gamle, der har søgt hjælp hos klostret, eller med at sy tøj og sko. Nogle må gøre bod (for egne eller andres synder) i isolation og på vand og brød. Desuden bruges der mange timer på bøn. En af klosterets vigtigste roller, er at gå i forbøn for rige folk, som gerne vil sikre sig en plads i himlen og derfor har skænket land eller andre værdier til klosteret. Munkene og nonnerne faster op til og på helligdagene, hvilket er en stor del af tiden (tiden måles også for almindelig folk i helligdage – man taler om 10 dage før Johannesdag og 5 dage efter Mariæ bebudelse) og frelser sjæle ved at tilbyde syndsforladelse.

Det kan være svært umiddelbart at få øje på nogen forskellige personligheder blandt de gejstlige, men selv nonner og munke kan være forskellige. Hold øje med nogle af følgende når Klosterkoret går procession på markedet:

Moder Andrea er vores abbedisse – klosterets overhoved. Hun er ved at være lidt gammel efterhånden, og det er ikke altid, hun kan holde sig vågen under de længere læsninger. I sine unge dage havde hun ansvaret for klostrets urtehave og er meget klog på hvilke urter læger hvilke onder.

Når Moder Andrea er for syg til at rejse sig fra sin seng, træder Søster Alma til. Kærlig og lattermild, hun styrer klosterkoret med venlig men bestemt hånd og et øje på hver finger. Ve den søster, der fniser under velsignelsen! Søster Alma er også meget urtekyndig og forsøder gerne de mange fastedage med en styrkende varm drik af urter og kogt vand. Når Søster Alma ikke skal være Moder Andreas stedfortræder ledsager hun ofte sangen men trommen.

Trommen spilles dog oftere af Søster Hilaria. Søster Hilaria er meget glad for trommen, og af og til glemmer hun at udvise passende fromhed, mens hun lever sig ind i rytmen og den smukke sang, hun akkompagnerer. Efterfølgende er hun gerne noget brødebetynget, og deltager så meget des mere lidenskabeligt i bønnen og de salmer, der ikke spilles tromme til. Søster Hilaria kan kun gætte sig til livet udenfor klostrets mure. Hun blev skænket til klosteret som lille pige, da hendes familie havde mere end nok arbejde (og udgifter) med at få gift hendes 4 ældre søstre væk med passende morgengaver.

Søster Johanne er klosterets musikmester. Selv brødrene lyder under hende. Hun sørger for, at alle i klostret lærer alle 150 salmer og de mange nye bønner og hymner, hun lærer under sine rejser i fremmede lande. Søster Johanne spiller både blokfløjte og skalmeje, men går ikke af vejen for at prøve kræfter med andre instrumenter.

Søster Joanna er en gavmild og glad nonne. Nogle gange lidt for glad, vil nogle sige, og det er nok også derfor, man så ofte ser hende gå bodsgang med bare fødder under processionen. Som “hostiliaria” har hun ansvar for de syge, fattige og gamle, der søger husly i klostret, og de er blot blandt de mange, der har følt sig opløftet af hendes gode humør og kvikke svar.

Broder Olav den Ældre er munkeklostrets “eleemosynarius”; den, der uddeler almisser på klostrets vegne. Han er – det hører til funktionen – et venligt, tålmodigt væsen, der har øjnene og ørerne åbne for bedre at opfange ethvert tegn på nød og behov hos sine medmennesker. Dette gør ham til en ivrig og medfølende repræsentant for Kirken, når der skal holdes Rettergang. Kan der reddes sjæle blandt de dømte, vil han sørge for at det bliver gjort.